airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Fødsler i Grønland 2023

27. september 2024

Fødsler i Grønland 2023 

Resumé
I 2023 var regionssygehusene i Ilulissat, Sisimiut og Qaqortoq samt landshospitalet i Nuuk og
sundhedscentret i Tasiilaq fødesteder. Der blev i løbet af året født 722 levendefødte børn, hvor 340 var
piger og 382 var drenge. I forhold til antal kvinder i den fertile alder (fertilitetskvotienter), blev der født flest
børn, hvor moderen havde bopæl i region Disko og færrest, hvor moderen havde bopæl i region
Sermersooq. Gennemsnitsalderen for fødende i 2023 var 29 år, hvor den yngste var 16 år og den ældste 45
år. Der blev født flest børn af mødre i alderen 20-34 år, men der var også relativt mange, som fik børn
inden, de var fyldt 20 år. Den samlede fertilitetskvotient var på 1.736, som er det antal børn 1.000 kvinder i
gennemsnit vil få i løbet den fertile alder, hvis fertiliteten er den, som den var i 2023.
Da der var fem hold tvillinger, var der i alt 723 fødsler, hvoraf 517 fødsler (71,5 %) foregik på Dronning
Ingrids Hospital i Nuuk. Dette afspejlede ikke det underliggende befolkningsgrundlag i regionen, da fødende
fra andre regioner blev henvist hertil. Regionssygehuset i Ilulissat varetog herudover et betydeligt antal
fødsler (13,4 %). Cirka to tredjedele (59,3 %) af fødslerne blev varetaget i den region, den fødende
bopælsmæssigt tilhørte. Der var fem fødsler på ikke udpegede fødesteder, hvoraf fire var for tidlige fødsler.
I 2023 var den perinatale dødelighed (dødfødte og død inden 1. leveuge pr. 1.000 levendefødte børn) 15,1
pr. 1.000 nyfødte børn, og den neonatale dødelighed (død indenfor 28 dage pr. 1.000 levendefødte børn)
8,3 pr. 1.000 levendefødte børn. Over en 6-årig periode var den samlede perinatale dødelighed på 12,6 pr.
1.000 nyfødte børn og den samlede neonatale dødelighed 8,4 pr. 1.000 levendefødte børn.
Ud af 728 børn, blev 83 (11,3 %) født før 37 fulde graviditetsuger og 52 (7,2 %) efter 41 graviditetsuger.
Ud af 723 fødsler på landsplan endte 79 (10,9 %) med kejsersnit – heraf var 21 planlagte og 58 akutte.
Set over en 10-årig periode har fødselstallet været faldende, hvor fødselstallet i 2023 var det laveste.
Tendensen var dog mindre udtalt, når den blev sat i relation til kvinder i den fertile alder. Sammenlignet
med tidligere år, sås der en tendens til en stigende gennemsnitsalder for fødende samtidig med, at der blev
født færre børn.
Grønland ser nu ud til at nærme sig de andre nordiske lande, hvor der bliver født under to børn pr. kvinde,
som betyder, at befolkningen ikke længere reproducerer sig selv.

Læs hele rapporten her