Resumè
Tuberkulosesygdom, som stadig er udbredt i Grønland, er en smitsom bakteriel sygdom forårsaget af bakterien Mycobacterium Tuberculosis. Tuberkulosesygdom kan være pulmonal (lungerne) eller ekstrapulmonal (organer udenfor lungerne). Diagnostikken foregår dels i Grønland via en PCR-test og dels via bakteriologisk analyse på Statens Seruminstitut i Danmark, men stilles også i nogle tilfælde på baggrund af kliniske fund. Sygdommen kan helbredes, hvis den behandles korrekt. Fokus er at diagnosticere de tilfælde, der er samt monitorere smittespredningen i landet. Særlige risikogrupper er børn, ældre, socialt udsatte samt immunkomprimerede grupper.
I 2023 blev der diagnosticeret 45 nye tilfælde af tuberkulosesygdom. Af de 45 nyopståede tilfælde, havde ti personer tidligere haft tuberkulosesygdom (recidive tilfælde). Der var i alt syv tilfælde, hvor tuberkulosesygdommen var udenfor lungerne, hvor tre af disse tilfælde både havde det i og udenfor lungerne. Alle med tuberkulosesygdom udenfor lungerne var 1. gangs diagnosticerede.
Hos 41 ud af 45 tilfælde blev tuberkulosesygdommen bakterielt diagnosticeret med PCR-test i Nuuk og/eller dyrkning på Statens Seruminstitut i Danmark. Hos fire personer, blev diagnosen klinisk stillet udelukkende på baggrund af symptomer, sygehistorie og røntgen af lungerne.
På landsplan var der i 2023 en incidens på 79 (tilfælde af tuberkulosesygdom pr. 100.000 indbyggere). Der sås relativt flest tilfælde i region Kujataa med en incidens på 129 og færrest i region Avannaa, hvor incidensen var på 27. Region Sermersooq og Qeqqa lå også under landsgennemsnittet.
Den gennemsnitlige incidens over en 10-årig periode på landsplan var 105 pr. 100.000 indbyggere. Den højeste samlede incidens over en 10-årig periode var i region Disko, mens den laveste var i region Sermersooq.
De fleste tilfælde af tuberkulosesygdom blev diagnosticeret i aldersgruppen 25 til 34 år og 55 til 64 år. Knap to tredjedele af de nyopståede sygdomstilfælde var hos mænd (71,1 %). Dette mønster i forhold til køn og alder, svarer til data fra andre lande. Forskelle på spredningen af sygdommen i forskellige aldersgrupper og blandt køn kan sandsynligvis dels forklares ved forskelle i adfærd og social kontakt.
Kun 5-10 %, som bliver smittet med tuberkulose-bakterien, udvikler tuberkulosesygdom. En tuberkuloseinfektion kan ligge latent i flere år, men kan aktiveres til tuberkulosesygdom senere i livet. Der var 40 personer, som blev sat i forebyggende behandling, hvor 24 havde en positiv test for tuberkuloseinfektion (IGRA-test), mens de øvrige 16 var nærkontakt til en smittet.