airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Seks bekræftet smittet med Covid-19 i Ilulissat

I dag, søndag den 20-12-2020, er der fundet seks tilfælde af smitte med Covid-19 i Ilulissat. De er alle fundet ved 5. dages podning efter ankomst og er indrejst til landet den 15. og 16. december.
20. december 2020


Ilulissat
En familie på tre personer er smittet. De to af dem er indrejst til Ilulissat. To andre indrejsende, der kom ind sammen, er ligeledes smittet. Den 6. er ligeledes indrejst sammen med en anden person, men vedkommende er ved undersøgelsen i dag ikke fundet positiv. Alle relevante personer er orienteret og er i isolation.

Politiet, sundhedsvæsenet og landslægeembedet har undersøgt alle tre sager grundigt. Alle har ifølge de foreliggende oplysninger overholdt alle karantænebestemmelser. Alle nære kontakter anses for at være identificeret. Landslægen vurderer derfor, at der er meget begrænset risiko for smittespredning i Ilulissat.

Vi beder alle i Ilulissat om, at forholde sig i ro indtil myndighederne har et fuldstændig klart billede af situationen. Ved flere situationer i sidste uge har vi set rygtespredning via de sociale medier, derfor opfordrer vi jer til at søge informationer via myndighederne og undgå at medvirke til rygtespredning.

Alle fly til destinationer nord for Ilulissat vil tidligst afgå mandag kl 10.

Hvordan skal borgerne i Ilulissat forholde sig?
Situationen følges tæt og Ilulissats borgere bør indtil vi ved mere, begrænse kontakt med andre, specielt med personer i særlig risiko for alvorlig sygdom ved smitte med Covid-19.

Borgere i Ilulissat, som har symptomer på smitte, opfordres til at kontakte sundhedsvæsenet i Ilulissat telefonisk. Borgere, som ikke har symptomer, og som ikke er blevet anmodet at lade sig teste af myndighederne, vil ikke skulle undersøges for Covid-19. Det er helt afgørende, at ressourcerne i sundhedsvæsenet bruges på at undersøge de rigtige personer. Såfremt andre grupper skal testes vil myndighederne give besked om dette.

Borgerne bør have øget fokus på at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger:
  • Vask dine hænder ofte og brug håndsprit
  • Host eller nys i et lommetørklæde eller i det ærme – ikke i dine hænder
  • Undgå at spytte. Det kan være smittekilde for andre
  • Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt
  • Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen
  • Undgå at være steder med tæt kontakt til andre mennesker

Indrejsende: Vær ekstra opmærksom de første 14 dage
Vær ekstra omhyggelig med hygiejne, og hold afstand til andre mennesker. Dette gælder både i karantæneperioden og indtil 14 dage efter indrejse, også selvom din test taget 5 dage efter indrejse var negativ. Hvis du får symptomer på COVID-19 i løbet af de 14 dage, skal du straks kontakte sundhedsvæsenet.

Symptomer
Når du er i hjemmekarantæne eller måske har været udsat for smitte, skal du være ekstra opmærksom på følgende symptomer:
  • Tør hoste
  • Feber
  • Muskelsmerter
  • Vejrtrækningsbesvær
  • Ondt i halsen
  • Tab af smags- og lugtesans

Hvis du får disse symptomer, skal du ringe til dit lokale sundhedsvæsen. Yderligere information kan findes her – der kan tilgås gratis via mobildata.

Det store antal smittede viser med alt tydelighed det smittepres Grønland er under lige nu. Der er et meget stort antal smittede i Danmark og lige nu kommer der mange jule-rejsende. Alle i hele Grønland må i den kommende tid være opmærksom på risikoen for smittespredning og syge med symptomer på Covid-19 anbefales straks at kontakte sundhedsvæsenet telefonisk.

Yderligere oplysninger:
Landslæge Henrik L Hansen