Resumé
I 2024 blev der indgivet 213 klager til Landslægeembedet (NUN), som fordelte sig på sundhedsfaglige
klager, serviceklager, erstatningsklager eller kombinationer af disse tre kategorier. Lidt under halvdelen af
klagerne drejede sig helt eller delvist om service i sundhedsvæsenet, mens lidt over halvdelen helt eller
delvist vedrørte sundhedsfaglige forhold.
På tidspunktet (15. januar 2025), hvor data blev opgjort, manglede 130 klagesager fra 2024 at blive
vurderet i NUN. Der var 23 sundhedsfaglige klager fra 2024, som var blevet oversendt til Styrelsen for
Patientklager (STPK) i Danmark. Af disse var syv forældede og der blev givet kritik i en ud af fem afgjorte
sager.
Af klager indgivet til NUN i 2024, var fire (6,0 %) blevet afgjort pr. 15. januar 2025. Der var 47 ud af 67
klager (70,1 %), som var indgivet til NUN i 2023, der blev afgjort i løbet af 2024, mens 12 (17,9 % %) af de
afgjorte klager var indgivet til NUN i 2022 og fire (6,0 %) i 2021.
Alle klager til og med 2023 var blevet oversendt til STPK. Her var alle klager til og med 2021 blevet afgjort,
mens 14 fra 2022 og 16 fra 2023 stadig afventede afgørelse fra STPK.
Lidt over en tredjedel af disse var rettet mod specialiseret behandling på Dronning Ingrids Hospital (DIH) i
Nuuk. Region Disko havde relativt flest sundhedsfaglige klager i forhold til befolkningstallet og region
Sermersooq havde færrest klager.
I årene 2021 til 2024 blev der i 180 afgjorte klagesager givet kritik i 28 (15,6 %) og ikke kritik i 152 (84,4 %)
klagesager.
De fleste sundhedsfaglige klager over behandling på ikke specialiserede sundhedsenheder i
sundhedsregionerne lå primært indenfor kategorien ”Muskel- og Skeletsystem”, og herefter
”Fordøjelsessystem”. De fleste sager mod specialiseret behandling på DIH lå indenfor det
”ortopædkirurgiske” og ”gynækologiske” område.
I klager rettet mod specialiseret behandling blev der i 7,5 % af tilfældene givet kritik, mens der i klager,
rettet mod ikke specialiseret behandling, blev givet kritik i 20,2 % af afgørelserne.
Fra 2017 til 2019 sås der en relativ stor stigning i antallet af klager, hvorefter antallet faldt frem til 2021,
hvor der sås en kraftig stigning frem til 2023.