airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Turisthjælpepakke skal støtte turisterhvervet igennem højsæsonen

Naalakkersuisut har iværksat en ny ”Aktivitetspakke til turisterhvervet” med to ordninger, som skal hjælpe turistvirksomheder igennem den kommende sommerhøjsæson, der forventes at blive påvirket negativt af COVID-19 situationen.
25. juni 2020


Naasut
I de forløbne måneder har mange virksomheder ansøgt om og modtaget støtte fra de hjælpepakker, der blev iværksat i marts for at støtte private virksomheder igennem COVID-19 situationen. Der er således allerede udbetalt godt 34 mio. kr. i støtte til en lang række virksomheder, som er blevet hjulpet igennem en svær periode.

Der er blandt andet udbetalt støtte til virksomheder inden for turisterhvervet. Dog melder flere turistvirksomheder om, at de er bekymrede for den kommende sommersæson. De kan konstatere, at de har fået væsentligt færre bookinger forud for sæsonen. Samtidig påvirker COVID-19 situationen fortsat resten af verden, og antallet af turister, som kan – og vil – rejse på ferie i f.eks. Grønland over sommeren vurderes at være markant færre end under normale omstændigheder.

Derfor har Naalakkersuisut efter dialog med GE, SIK, Nusuka og KNAPK m.fl. iværksat en ”Aktivitetspakke til turisterhvervet” med to nye ordninger, som er målrettet virksomheder inden for turisme, og som skal skabe aktivitet i turisterhvervet.

Samtidig har Naalakkersuisut forlænget de eksisterende hjælpepakker, så de også gælder over sommersæsonen og frem til og med 30. september 2020. Den nye ”Aktivitetspakke til turisterhvervet” supplerer de allerede eksisterende hjælpepakker.

Ny ”Aktivitetspakke til turisterhvervet”
De to nye ordninger i ”Aktivitetspakke til turisterhvervet” har til formål at gøre det billigere for herboende at holde ferie i eget land. Det forventes at skabe mere aktivitet for turistvirksomhederne, og dermed hjælpe dem igennem denne kommende sommerhøjsæson, hvor vilkårene er særligt vanskelige.

Ordningerne indebærer, at hoteller og turistoperatører m.v., der giver COVID-19 rabat på overnatninger eller turistture, kan få COVID-19 rabatten refunderet hos Selvstyret.

COVID-19 rabatten for overnatninger refunderes med op til 500 kr. COVID-19 rabatten for turistture refunderes med op til 300 kr.

Turister har således mulighed for at efterspørge COVID-19 rabatten hos hoteller og turistoperatøren, men det er udbyderen, som vælger om de vil tilbyde COVID-19 rabatten.

Turistoperatører kan kun få refunderet COVID-19 rabat på en tur pr. dag fra Selvstyret. Det er turistoperatøren, som vælger hvilken tur, hvor der tilbydes COVID-19 rabat.

Læs mere om reglerne for ordningerne her: www.big.gl

Naalakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer Jens-Frederik Nielsen udtaler:

Det er med tilfredshed, at Naalakkersuisut nu kan præsentere endnu en hjælpepakke – denne gang til turisterhvervet. Med et godt og konstruktivt samarbejde med erhvervslivets og arbejdsmarkedets parter søsætter vi en målrettet hjælp til turisterhvervet i rette tid, og inden sommerhøjsæsonen for alvor er i gang. Samtidig forlænger vi de eksisterende hjælpepakker frem til og med 30. september. Begge dele imødekommer erhvervslivets fortsatte behov for støtte igennem COVID-19 situationen.

Direktør Brian Buus Pedersen, Grønlands Erhverv, Formand for SIK Jess G. Berthelsen, og Formand for Nusuka Gerth Lynge, Formand for KNAPK Henrik Sandgreen udtaler:

Det har vist sig at coronakrisen rækker længere og bredere end oprindeligt forventet. Vi hører fra erhvervslivet, at særligt turisterhvervet forventer at blive ramt i den kommende tid. Derfor er vi glade for, at vi har været med til at tilrettelægge de nye ordninger, der kan hjælpe turisterhvervet igennem sommersæsonen. Og at der kommer en forlængelse af de eksisterende hjælpepakker, så andre virksomheder, der fortsat lider tab, ikke mister fodfæste.

Der kan ansøges om støtte under de to nye ordninger fra 25. juni 2020. Alle ordninger under COVID-19-hjælpepakkerne kan ansøges frem til og med 30. september 2020.

Adgang til ansøgningsskemaer m.v. sker via erhvervsportalen www.businessingreenland.gl (www.big.gl). Her er der yderligere information om ordningerne samt links til de forskellige ansøgningssteder.

For nærmere information henvises til:
  • Naalakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer Jens-Frederik Nielsen på telefon 34 50 00
  • Formand for SIK Jess G. Berthelsen på telefon 32 21 33
  • Direktør for Grønlands Erhverv Brian Buus Pedersen på telefon 36 37 10
  • Formand for KNAPK Henrik Sandgreen på telefon 58 81 92
  • Formand for Nusuka Gerth Lynge på telefon 48 53 57