airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Ekstraordinær 1. maj

Tale af Vittus Qujaukitsoq, Naalakkersuisoq for Finanser og Råstoffer.
1. maj 2020


Vittus Qujaukitsoq
"Kære arbejdere,

Tillykke med arbejdernes international kampdag. Vi fejrer kampdagen på en meget speciel måde, eftersom COVID-19-krisen har medført nedlukning af næsten alle lande. Så i stedet for at mødes ansigt til ansigt, vil jeg holde min 1. maj-tale virtuelt.

Det skyldes, at 1. maj-fejringen også er ramt af krisen, da myndighedernes restriktion af forsamlinger kun tillader op til 100 mennesker.

Naalakkersuisut har indført en række foranstaltninger for at undgå spredning af COVID-19, og den simple årsag er at begrænse spredning af virussen.

Globalt har COVID-19 medført nedlukning af næsten alle lande, hvor næsten al international trafik er indstillet. Dette har medført opbremsning af økonomi overalt, med stigende arbejdsløshed til følge.

Grønland – verdens største ø – er også ramt, men den spredte bosætning beskytter også vort land. Da trafikken blev indstillet stoppede risikoen for spredning af virussen også.

Mange mennesker og familier blev sendt hjem, og mange virksomheder blev enten helt eller delvist lukket.

De sidste 6 uger har været hårde for os alle sammen, og situationen er ganske enestående.

Hvor længe den økonomiske opbremsning vil vare afhænger af hvor længe virussen vil florere, og dermed også berøre trafikken, men også hvornår folk kan forsamles på normal vis. Den eneste afgørende faktor er hvornår COVID-19 epidemien stopper.

Vi håber på en snarlig gennembrud med kur mod virussen, og læger og forskere i mange forskellige lande arbejder på dette.

Naalakkersuisut håber på en gradvis normalisering af situationen, således at virksomhederne igen kan fungere normalt, og at folk kan begynde at arbejde normalt. Vort håb stiger i takt med forårets kommen, om end der stadigvæk er risiko for spredning af virussen. Det er vigtigt at bevare håbet.

Den hårde tid er en prøvelse for vort fællesskab. Det er vigtigt, at befolkningen står sammen i den svære periode, kun på den måde kan vi støtte, opmuntre og styrke hinanden.

Vi tænker til dagligt måske ikke så meget over, at Grønland er en ø. Men situationen har påmindet os om dette, og det har været en fordel. Virussen tager menneskers liv i mange lande. Det er tragisk at være vidne til.

Vi kan ikke spå om fremtiden, heller hvor hårdt vi vil være ramt til næste vinter. Dog håber vi at slippe nådigt med helbredet intakt.

Naalakkersuisut har en klar beskæftigelsespolitik, og vores politik har været en succes eftersom antallet af ledige er faldet støt igennem de sidste flere år. Midlet har været fokus på uddannelse, kompetenceudvikling, og spredning af anlægsmidlerne, der sikrer en balanceret udvikling af landets regioner og øget beskæftigelse. Der er afsat flere fiskekvoter, indført ressourcerente, beskæftigelsesstrategi, kompetenceløft m.v. som har sikret succes.

Ønsker man en god økonomisk politik, må dette følges op med en holdbar erhvervspolitik. Naalakkersuisut vil fortsætte dette arbejde, uanset hvorledes COVID-19-krisen måtte berøre os.

Selvfølgelig vil COVID-19-krisen ramme mange ting i samfundet, men situationen skal ikke medføre stop for udvikling af det grønlandske samfund.

Jeg vil benytte lejligheden til at takke alle arbejdere, der beredvilligt har fulgt myndighedernes anbefalinger.

Naalakkersuisut har iværksat mange tiltag for at begrænse de negative konsekvenser af COVID-19-krisen, netop for at beskytte befolkningen. Der blev indført stop for trafik, restriktioner mod store forsamlinger, nedlukning af arbejdspladser m.v. Alle disse tiltag havde til formål at beskytte befolkningen, og jeg vil således også takke de mange mennesker, der arbejder i beredskabet.

Naalakkersuisut fik også indført hjælpepakker til virksomheder, for at sikre dem mod konkurs. Hjælp til hjemsendte arbejdere blev også indført. Udsættelse af betalingsfrister til A-skat og afgifter blev gennemført. Inddrivelse af gæld blev også justeret efter situationen.

I forlængelse af al disse tiltag er indført en lang række sundhedsfaglige foranstaltninger med henblik på at begrænse spredningen af COVID-19-virussen, og disse vil gælde så længe krisen varer.

Jeg håber, at alle disse tiltag kan sikre, at det grønlandske samfund ikke går i stå.

Ingen kan spå om hvad der vil ske efter sommeren, men vi tager de fornødne forholdsregler, hvis behovet er der. Vi undersøger muligheden for forlængelse af hjælpepakkerne, og vi foretager kasseeftersyn af landskassen med henblik på justering af finanslov 2020. Såfremt det bliver nødvendigt med omprioritering, vil dette blive vedtaget af Inatsisartut.

Fortsat god kampdag."

For yderligere oplysninger kontakt kommunikationsmedarbejder i Departementet for Finanser Martin Christiansen ved at ringe til tlf.nr.: 34 56 51, eller ved at sende e-mail til MCHR@nanoq.gl