airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Nu kan der testes i Grønland

Indtil nu har borgerne skulle vente minimum 2 dage på svar på deres COVID-19 prøver. Men med lokal testlaboratorie vil borgerne få hurtigere svar på deres prøver, da prøvesvarene vil kunne gives fra dag til dag.
17. april 2020


SANA
Laboratoriets undersøgelser for COVID-19 er nu i fuld drift. Landslægen har fulgt etableringsfasen, og det meste af ugen er der kørt dobbelttest med enslydende resultat. Fra i morgen vil alle COVID-19 test således gennemføres i Nuuk.

Det har været en god og effektiv proces at få laboratorieudstyret til Grønland og sat i drift i samarbejde med medarbejdere i det grønlandske sundhedsvæsen. Det er et vigtigt værktøj – ikke nok med at borgerne hurtigere får vished om, hvorvidt de er smittede. Vi kan også reagere meget hurtigere, hvis der opstår nye tilfælde, og hurtigere få kontakt til dem, der har været udsat for smitte.” udtaler landslæge Henrik L. Hansen.

Fakta om laboratoriet:
  • Der er en stor testkapacitet, som forventes at dække behovet.
  • Opgaven løses af to specialister i samarbejde med medarbejdere på laboratoriet på Dronning Ingrids hospital.
  • De to specialister har medbragt det nødvendige udstyr og reagenser.
  • Der er indgået en aftale om, at laboratoriet foreløbig skal fungere en måned.

Ændringer i flyvemønstret
Siden 20. marts har nødberedskabet for flytrafik inkluderet to Dash 8 maskiner, som 5 dage om ugen har fløjet imellem Nuuk og København for at sikre daglige leverancer af COVID-19 prøver. Med lokalt laboratorie er dette ikke længere et behov, derfor indstilles atlantflyvninger med Dash 8 fra i morgen lørdag den 18. april.