airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Nye tiltag mod spredning af COVID-19 i Nuuk

Naalakkersuisut og myndighederne har i den seneste tid taget en række generelle tiltag, der kan mindske spredning af smitte med COVID-19 i samfundet.
19. marts 2020
Fra tårnet
Det er i vid udstrækning vurderingen, at de tiltag, som allerede er taget, har haft en betydelig effekt på borgernes aktiviteter og adfærd. Det er vurderingen, at yderligere initiativer i Nuuk vil forstærke denne effekt. Der tages på den baggrund nu yderligere tiltag i Nuuk med henblik på at nedbringe antallet af sociale kontakter, sikre behørig afstand mellem borgerne og øge effekten af social afstand.


Forbud mod arrangementer, begivenheder mv. med flere end 10 personer
  • Der indføres – med virkning fra den 18. marts 2020 kl. 16.00 – et midlertidigt forbud mod at afholde eller deltage i arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor flere end 10 personer er samlet. Forbuddet gælder både indendørs og udendørs og omfatter både offentlige og private arrangementer, begivenheder mv. Forbuddet gælder foreløbigt frem til den 8. april 2020.

  • Forbuddet hindrer ikke, at flere end 10 personer på sædvanlig vis er til stede og bevæger sig rundt f.eks. i en butik, et supermarked mm. Tilsvarende gælder, at almindelig brug af kollektive transportmidler (busser og både) og almindelig tilstedeværelse på en arbejdsplads ikke er omfattet. Forbuddet finder heller ikke anvendelse, hvis der er tale om en forsamling med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed, herunder demonstrationer eller politiske møder.

  • Forbuddet gælder ikke i private hjem. Der opfordres dog kraftigt til aflyse planlagte private sammenkomster mv. med flere end 10 personer, generelt begrænse deltagerantallet mest muligt og følge de generelle anbefalinger fra Landslægeembedet om hygiejne, om at holde behørig afstand og om hensigtsmæssig adfærd i øvrigt.

  • Politiet får herudover – med virkning fra den 18. marts 2020 kl. 16.00 – mulighed for på offentligt tilgængelige steder at gribe ind, hvis flere end 10 personer befinder sig på samme sted på en måde, der udgør en særlig fare for smitte med COVID-19. Politiets skønsudøvelse vil ske under hensyntagen til Epidemikommissionens generelle anbefalinger om at nedbringe antallet af sociale kontakter og holde behørig afstand.


Lukning af natklubber, værtshuse, restauranter og caféer mv.
  • Der indføres – med virkning fra den 18. marts 2020 kl. 16.00 – et midlertidigt forbud mod natklubber, diskoteker, barer, værtshuse mv. Forbuddet gælder foreløbigt frem til den 8. april 2020.

  • Der indføres – med virkning fra den 18. marts 2020 kl. 16.00 – et midlertidigt forbud mod at modtage gæster i restauranter og på caféer mv. Det vil fortsat være muligt for restauranter og caféer mv. at levere mad og drikke ud af huset (take-away mv.). Forbuddet gælder foreløbigt frem til den 8. april 2020.

  • Alle restauranter og caféer mv., der leverer mad og drikke ud af huset, skal:

    • Sikre, at alle medarbejdere overholder Landslægeembedets anbefalinger om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd.

    • Opsætte informationsmateriale om, at personer, der har symptomer på COVID-19, bør isolere sig i hjemmet.

    • Opsætte informationsmateriale om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd.

    • I videst muligt omfang sikre tilgængelighed til vand og sæbe og/eller håndsprit også til kunderne.

    • Sikre, at kunderne holder behørig afstand. Det gælder også eventuel kødannelse udendørs.


Lukning af Nuuk Centeret og butikker der ikke handler med dagligvarer
  • Der indføres – med virkning fra den 18. marts 2020 kl. 16.00 – et midlertidigt forbud i forhold til Nuuk Centeret NC. Forbuddet omfatter ikke Pisiffik i Nuuk Centeret. Forbuddet gælder foreløbigt frem til den 8. april 2020.

  • Der indføres – med virkning fra den 18. marts 2020 kl. 16.00 – et midlertidigt forbud i forhold til andre butikserhverv. Forbuddet gælder foreløbigt frem til den 8. april 2020.


Lukning af indendørs sport- og fritidsfaciliteter mv.
  • Der indføres – med virkning fra den 18. marts 2020 kl. 16.00 – et midlertidigt forbud mod indendørs sports- og fritidsfaciliteter mv., herunder svømmehallen Malik, biografen i Katuaq og teatre, fitnesscentreog solcentre... Forbuddet gælder foreløbigt frem til den 8. april 2020.


Nye krav til dagligvarebutikker
  • Alle dagligvarerbutikker skal:

    • Sikre mindst 4 m2 tilgængeligt gulvareal pr. kunde.

    • Sikre, at alle medarbejdere overholder Landslægeembedets anbefalinger om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd.

    • Opsætte informationsmateriale om, at personer, der har symptomer på COVID-19, bør isolere sig i hjemmet.

    • Opsætte informationsmateriale om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd i det offentlige rum.

    • I videst muligt omfang sikre udstrakt tilgængelighed til vand og sæbe og/eller håndsprit også til kunderne.

    • Sikre brug af handsker ved salg af ikke-emballerede fødevarer.

    • Sikre, at kunderne holder behørig afstand – også i købssituationer. Det gælder også eventuel kødannelse udendørs.


Liberale erhverv, hvor der ikke kan undgås kontakt med kunder
  • Der indføres – med virkning fra den 18. marts 2020 kl. 16.00 – et midlertidigt forbud mod liberale serviceerhverv, hvor der ikke kan sikres behørig afstand mellem udbyder og kunde, herunder frisører, tatovører, massører, kosmetologer mv. Forbuddet gælder foreløbigt frem til den 8 april 2020.


Personer, der vender tilbage til Grønland fra Danmark og øvrige udland
  • I lyset af, at der med virkning fra den 14. marts 2020 er indført midlertidig grænsekontrol med indrejserestriktioner ved alle danske grænser.

  • Borgere bosiddende i Grønland, der returnerer fra Danmark eller øvrige udland, opfordres kraftigt til at holde sig hjemme i 14 dage. De pågældende bør under hjemtransport overholde de generelle retningslinjer for hensigtsmæssig adfærd i det offentlige rum, herunder i den kollektive trafik, og være særligt opmærksomme på symptomer på COVID-19.

  • Det skal sikres, at tilbagevendte borgere bosiddende i Grønland, der varetager kritiske funktioner i sundhedssektoren, politiet, kriminalforsorgen, ældre- og plejesektoren eller området for socialt udsatte, hurtigst muligt står til rådighed for deres arbejdsgiver, medmindre de pågældende er smittet med COVID-19.

  • Medarbejdere, der varetager kritiske funktioner i sundhedssektoren, politiet, kriminalforsorgen, ældre- og plejesektoren eller området for socialt udsatte, og som vender tilbage fra en udlandsrejse, skal kontakte deres arbejdsgiver med henblik på en individuel vurdering af, om det vil være forsvarligt at lade den pågældende starte på arbejde.


Rejser ud af Grønland
  • Ingen Borgere kan rejse ud af Nuuk. Forbuddet gælder foreløbigt frem til den 8. april 2020.

Borgere udenfor Nuuk kan rejse til Internt i Grønland, fraset Nuuk og til Danmark til og med fredag d 20. marts kl 24.00.