airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Videnskabsetisk udvalg

Det videnskabsetiske Udvalgs opgave er en bedømmelse af biomedicinske forskningsprojekter og sundhedsforskning, der planlægges gennemført i Grønland.

Om videnskabsetisk udvalg 

Udvalget består af:
Speciallæge Gert Mulvad, formand, lægefagligt medlem
Professor, læge, dr. med. Peter Ebbesen, lægefagligt medlem
Informationschef Emma Kristensen, lægmedlem
Cand. Mag. Lona Lynge, lægmedlem
Landslægeembedet, sekretærVidenskabsetisk Udvalg

Forretningsorden for det af Grønlands Forskningsråd nedsatte videnskabsetiske udvalg for Grønland

§ 1.
Udvalgets navn er: Det Videnskabsetiske Udvalg for Sundhedsvidenskabelig Forskning i Grønland.

§ 2.
Udvalgets sekretariat er placeret i Landslægeembedet, der samtidig er udvalgets hjemsted.

§3.
Udvalget består af 2 lægefaglige medlemmer og 2 lægmedlemmer, hvoraf mindst et medlem
skal være både dansk- og grønlandsksproget.
Stk. 2. Medlemmerne udpeges af Landsstyret efter indstilling fra Grønlands Forskningsråd.
Stk.3. Medlemmerne udpeges for 4 år ad gangen svarende til landstingets valgperiode. Der kan ske genudpegning.
Stk. 4. Udvalget udpeger selv en formand blandt de lægefaglige medlemmer.

§ 4.
Udvalget har til opgave
1) at foretage en videnskabsetisk bedømmelse af biomedicinske forskningsprojekter, der planlægges gennemført i Grønland, efter de retningslinjer, der er anført i den danske lov om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter.
2) i videst muligt omfang at følge den praksis, der gennemføres i det videnskabsetiske komitésystem i Danmark, og
3) løbende at følge udviklingen inden for den biomedicinske forskning og inden for sit område at virke for udbredelsen af kendskabet til de dermed forbundne etiske spørgsmål,
4) udover biomedicinske forskningsprojekter bedømmes også anden sundhedsforskning, som spørgeskemaundersøgelser, registerforskning og kliniske forskningsprojekter.

§ 5.
Et medlem er pligtig til at oplyse herom, hvis et anmeldt projekt angår medlemmets eget institut, afdeling eller virksomhed, ligesom et medlem er pligtig til at oplyse herom, hvis medlemmet eller dets nære slægtninge har en personlig eller økonomisk interesse i projektet.

§ 6.
Udvalgets medlemmer har tavshedspligt efter samme regler, som gælder for offentlig ansatte og indehavere af andre offentlige hverv.

Stk. 2. Det påhviler udvalgets medlemmer efter endt brug at destruere alt modtaget materiale på betryggende måde, således at uvedkommende ikke får adgang til materiale, der er omfattet af tavshedspligten.
Stk. 3. Landslægeembedet opretter et arkiv med udvalgets sager.

§ 7.
Enhver forsker, der påtænker at udføre sundhedsvidenskabelig forskning i Grønland, opfordres til at indsende forsøgsprotokol med tilhørende anmeldelse til udvalget. Forskningen/forsøgene må først iværksættes, når udvalgets afgørelse foreligger.

§ 8.
Udvalget bedømmer alle indsendte forsøgsprotokoller ved skriftlig elektronisk procedure.
Stk. 2. Projektet sendes elektronisk til alle udvalgsmedlemmer. Udvalgsformanden rundsender udtalelse, som kommenteres af de øvrige medlemmer. På baggrund af medlemmernes bemærkninger til projektet, udarbejder formanden det endelige svar, som sendes til sekretariatet til videre formidling.

§ 9.
I forbindelse med fremsendelsen af den endelige godkendelse af et projekt opbevares samtidig kopi af projektanmeldelse, forsøgsprotokol og godkendelse i Landslægeembedet i Grønland.
Stk. 2. Af protokollen skal der fremgå de aftaler, der er indgået med det lokale Sundhedsvæsen i Grønland, vedrørende de personer i Grønland, der involveres i dataindsamlingen. Landslægen tilser disse aftaler.
Stk. 3. Landslægen tilser, at udvalgets afgørelser følges.

§ 10.
Udvalgets afgørelser skal træffes uden unødig forsinkelse, og underretning om resultatet skal normalt gives til forskeren inden 8 uger, fra den dag forsøgsprotokollen er modtaget i udvalgets sekretariat i forskriftsmæssig stand. Hvis svarfristen ikke overholdes, underrettes forskeren om årsagen hertil. I øvrigt gælder forvaltningslovens almindelige regler om partens ret til aktindsigt, partshøring, begrundelse og klagevejledning.

Videnskabsetisk selvdeklaration 

Godkendte projekter